MODULAR MINDSETS

En teknologisk fetisch-borg med et spindelvæv af kabler der forbinder det uforklarlige med det umulige, og producerer lyde, der veksler fra det subtilt ambiente, over tinnitusfremkaldende hipster-støjmure og bassdrum-pounding multigrooves, til en absurd suppe af blips og blops, der er mest interessant for udøveren.

Igennem de seneste 5 år har modular synths fået et massivt comeback – ikke mindst med lanceringen af Eurorack-standarden, som har gjort det muligt for en lang række mindre boutique-producenter at lave synth-moduler der umiddelbart passer ind i et eksisterende standardiseret system.

Mange musikere og producere har følt sig draget af mystikken og investeret betragtelige summer i at være med på trenden, og køen er lang for at flashe sit nyeste modul – jo mere specielt, jo mere hipt. Modular systemer har reelt potentiale til at kreere musik med følelser, som også rykker syd for hjernen og nord for fødderne. Men med de mange spillere på banen bliver der langt imellem de snapse som virkeligt smager.

Der er naturligvis headliners som fx Depeche Mode og Nine Inch Nails som i mange år har brugt modulars til nytænkende og banebrydende musik der rykker grænser. Men også et væld af nye acts som uimponeret og uforfærdet frembringer regulært nytænkende og gennemproduceret musik.

Men YouTube flyder nu over med videoer af LED-blinkende kabelspaghetti-shots, ofte ledsaget af totalt vibeforladt teknokratisk uswingende støj uden andet formål og relevans end gearflashing og selvbenovelse.

Og på klubber bliver kompetente og velfungerende DJ-sæt jævnligt erstattet af ofte tvivlsomt lydende og statisk uinteressante modulare live-improvisationer holdt på benene af den obligatoriske über pasticheramte 909-style bassdrum krykke.

Et modular patch skal dog være mere end almindeligt komplekst for at kunne rumme nok interessant musik til en 2 timers improvisation, og der bliver derfor ofte en noget navlebeskuende og cirkulær affære overfor en indforstået crowd som begejstret hylder den unægteligt unikke oplevelse.

De mange fejlmuligheder gør det dog klart mere intenst end en preprogrammed laptop “performance”, som til gengæld i det mindste sikrer publikum god lyd. Men bortset fra fejlmulighederne og de blinkende LEDs er laptop-performances og live modular jams nogenlunde lige kedelige at overvære, med mindre de ledsages af interessante visuals. Dog er en mystisk, blinkende modular nok mere spændende at være i rum med end en standard laptop.

Et nyere ultra buzzword er de såkaldte generative patches, hvor modularsystemet efter ganske tidskrævende kabling selv kan generere en række helt eller delvist tilfældige og uforudsigelige variationer over harmonier, forløb, arrangement og klang. Det kan give cool resultater, men ender oftest i ligegyldige industrielle følelsesforladte “se mig mor helt uden hænder” soundscapes krydret med tilfældige bleeps og fesne skrat. Og glemte jeg four-to-the-floor-krykken som tilsættes for en sikkerheds skyld – måske for at tækkes og skabe berettigelse i klub-miljøet? Eller for at holde sammen på det ellers uswingende, kakofoniske kaos.

Modularens revival har dannet grundlag for dannelse af en lang række communities – primært online, men også fysisk. Hvor folk mødes og nørder excentrisk omkring deres fælles interesse. MuffWiggler (www.muffwiggler.com) er det største med et helt uoverskueligt antal indlæg om “everything modular”, men også med inspiration og svar på de fleste spørgsmål.

Et interessant fænomen er at nyfundne “modular lovers” ofte agerer som om modulars er et nyt eksklusivt elite-fænomen som de sammen med de få andre oplyste individer i deres kreds er udvalgt til at introducere for verden, lystigt ignorerende at deres “nye” opfindelse snart runder 50 år. Men selve lyd-æstetikken har dog trods alt ændret sig ganske meget, selvom instrumenterne basalt set er de samme.

En helt speciel feature ved det modulare community er derfor det udprægede elitære jeg-ved-bedre snobberi som omgiver systemer og moduler. Et nyt modul på markedet får straks elskere og hadere på banen. Og udløser passionerede diskussioner om hvilke moduler der lyder “bedst” – lidt på samme måde som det er blevet diskuteret om en Carlsberg eller en Tuborg smager bedst. Det virker som om at færre er interesserede i at musik jo i bund og grund primært er en følelsesmæssig ting og det derfor er brugen af modulerne der giver oplevelsen – ikke modulet i sig selv.

Groft sagt kan man dele modular-folket op i nogle få arketyper.
1) “So-ein-ding-müssen-wir-auch-haben” hipsters der ikke har set at det for længst er for sent at være first mover på det felt, og som med vigtige miner og indforstået lingo skaber rytmisk støj i mørke klubber.
2) Rutinerede musikere, producere og sound-designere, der ved hvilken sound de går efter og køber de moduler der kan give dem det.
3) Midtlivs-krise ramte voksne mænd, der ikke er interesseret i at være popstars eller køre Harley, men samler på moduler, som var det den kæmpe Märklin-togbane de ikke havde råd til som barn.
4) Science-freaks, der hjernemasturberer til FM-modulerede metaldroner medens de laver live circuit-bendede, app-injektede, webcastede bleep-noises i mindre grupper, ofte uden publikum.

En ting bliver de fleste dog enige om på sigt. Det er en dyr og temmelig addictive beskæftigelse, hvor det ene modul fører det andet med sig. “Hvis jeg bare også køber modul X, så kan jeg lave fed musik” lyder selvbedragets konstante mantra i hovedet, når man først er blevet bidt af “the modular bug”.

Modular-synthesizeren har været på banen i et hav af år. Faktisk var de første kommercielle synths alle modulars, og de blev set som finurlige dimser med begrænset anvendelse og uden den helt store betydning. Og her taler vi altså om de nøjagtigt samme dimser som i dag tilbedes med nærmest religiøs fanatisme af indforståede analog-profeter der smækker med tungen mens de falder i svime over et filtersweep som kun kan være helt rigtigt hvis det lavet på model X.

Det folkelige gennembrud for synths kom da den amerikanske komponist Walter (nu Wendy) Carlos i 1968 udsendte albummet “Switched On-Bach”, som var ekvilibristisk perfektionistiske renderinger af komplekse Bach-værker, udelukkende produceret på en stor Moog Modular. Albummet blev det bedst sælgende album med klassiske kompositioner nogensinde og åbnede øjnene for synthesizerens rmuligheder. Og Carlos fortsatte produktionen med et banebrydende samarbejde med Stanley Kubrick omkring musikken til filmene A Clockwork Orange og The Shining, hvilket yderligere populariserede sounden og maskinerne. Så meget at prog-ikoner som f.x. Keith Emerson (Emerson Lake & Palmer) slæbte rundt på en monster Moog Modular til sine koncerter, og gjorde det til en del af sit image, men måtte have hjælp til programmeringen. Og jazz-dudes som Herbie Hancock og Joe Zawinul investerede tungt i udstyr, og gjorde en brav indsats for at integrere det i fusions-jazzen.

En af de store udfordringer ved de mange muligheder som modulars tilbyder, er at integrere resultatet i et eksisterende track. Det kan ofte give mere spændende resultater at opbygge et track over en modular grundsession, end at forsøge at få modularen til at “spille med” på et eksisterende track med en fastlåst form, hvor man ikke kan udnytte alle de muligheder for tilfældigheder og kreativt modspil som modularen tilbyder.

Men lanceringen af MIDI-standarden i 1983, udløste en flodbølge af nye synths og moduler med alle de features og mulighederne som man kun havde drømt om tidligere. Polyfoni, kompakt størrelse, hukommelse, simple MIDI forbindelser. Og de store, upraktiske modular synths kom derfor hurtigt “up for grabs”, og blev dumpet til priser der i dag kan synes latterligt lave og kan give våde pletter hos synth-freaks.
Men efterhånden var det ikke længere eksklusivt med MIDI moduler og keyboards, da det blev for nemt at lave preset-musik i metermål. Og ligesom vinyl-freaks der vrængede på næsen af CD’en og i protest genoptog det ellers næsten uddøende vinyl medie for bedre at kunne profilere sig selv, så har musikerne kastet sig over modulars som en måde at stå ud af mængden på. I en grad, så de nu næsten selv er blevet til mængden.

Jeg lagde grunden til min egen modular i 1978, og bygger stadig videre på den, som et herligt morphet mix af de arketyper jeg beskrev ovenfor. Jeg elsker maskineriet og kæmper dagligt for at vriste så mange følelser ud af det som muligt. For der skal følelser på bordet hvis man for alvor vil have fat i folk. Modulars har primært maskulin appeal, med mindre man kan kommunikere følelser med teknikken. Derfor er det også stadig sangeren der scorer bedst. “Vil du med hjem og se min modular” har ikke meget større effekt end en frimærkesamling. Så er I advaret.

10 tips til Modular Startup

– Køb en Case der har strøm nok til dine moduler og plads nok til udvidelse. For du kommer næsten helt sikkert til at udvide.

– Et live-performance setup skal være kompakt, så modulernes størrelse er ikke ligegyldig. Der findes producenter som Erica Synths og deres Pico-serie af ultrakompakte moduler. Og 2HP der specialiserer sig i at lave moduler i.. ja, 2HP bredde.

– Til et rent studio setup kan det være rart med lidt mere plads til fingrene, og længere mellem kablerne. så her kan man med fordel vælge større moduler. De kræver så til gengæld mere real estate i din case. Hvis dine cases ikke skal transporteres kan man spare penge – ikke mindst hvis man bygger dem selv. Tjek at specifikationerne overholdes nøje.

– Du kan spare penge ved at købe moduler brugt. Og sælge dem du ikke bruger. Flere Facebook grupper har gode og troværdige forums for dette,og der handles livligt.

– Har du gode fingre kan mange moduler også fås som byg-selv kits, hvilket også kan spare dig penge. I den situation har du også rig mulighed for at modificere og circuit-bende modulerne selv.

– Et modular system består ikke kun af ultra-gejlede, latterligt dybe og super-fotogene headliner moduler. Sørg for at levne plads nok til de mindre flashy, men mega brugbare utility moduler som fx multiple jacks, attenuators, clock dividere, cv/audio mixers, headphone/line outputs, MID/USB interface, tuner etc.

– Køb få moduler ad gangen, så systemet vokser roligt og organisk. Det giver bedre overblik, og der er tid til at undersøge de nye modulers funktion og relevans i systemet.

– Brug en App som ModularGrid til at planlægge dit system virtuelt inden du hiver penge op af lommen. Så kan du opdage eventuelle mangler og dobbeltroller inden du investerer.

– På forums som MuffWiggler og Synthopia m.fl. kan der findes svar på næsten alle spørgsmål vedrørende emnet. Lyt lige med på diskussionerne inden du poster noget selv, så du er fortrolig med formen, og undgår at støde nogen eller fremtræde som doven ultra-rookie.

– Sørg for at forklare din spouse fra starten at du nu har fået en ny livskærlighed, som er meget tidskrævende og dyr i drift. Så har du mulighed for enten at stoppe inden du bliver skilt – eller blive skilt så du kan fortsætte uforstyrret.

8 Stærke Modular Albums

• Morton Subotnick: Silver Apples of the Moon
• Walter Carlos: A Clockwork Orange
• Tangerine Dream – Rubycon
• Brian Eno: Music for Airports
• Human League: Dare.
• Aphex Twin – Syro
• Allessandro Cortini: Forse 3
• Caitlin Aurelia Smith: The Kid